Nå men så skal I da også...

snart i gang med den næste?

Det er en sætning jeg hører tit, når folk spørger ind hvor gammel Tøsebarnet er. (For de ikke-indviede så er hun fra Oktober 2010). Og det er et emne der er blevet vendt nok en million gange herhjemme.

Det korte svar på spørgsmålet er "NEJ!" Det lidt længere svar er "Nej, der kommer ikke flere end hende!"
Og det er et emne og et spørgsmål, der gør rigtig ondt på mig. For jo jeg vil sq da gerne have flere børn. Eller hvertfald et mere.
Men det er bare ikke muligt for mig at gennemføre endnu en graviditet og det kan man jo altså ikke rigtig komme uden om i den her situation.

Jeg begyndte i sensommeren at få kraftige bækkensmerter og opsøgte så min kiropraktor for at få hjælp. De knækkede bækkenet på plads gang efter gang, men hver gang smuttede det tilbage og så kunne jeg starte forfra.

Jeg fik så en henvisning til en MR skanning, som jeg fik foretaget i starten af januar. Den viste at mit bækken stod og havde stået rigtig skævt og desværre også havde åbnet sig bagtil. Man anbefalede derfor masser af kiropraktik og yogaøvelser for at bibeholde smidigheden i mine muskler. Samtidig blev jeg oplyst ved en risicierne ved at bækkenet havde åbnet sig, nemlig at jeg ved en graviditet havde øget risiko for ikke bare bækkenløsning men også kraftig forhøjet risiko for at blive lam.

Det der kiropraktik hjalp ikke rigtig for jeg var så sammenkrøbet af muskelspændinger langt op i ryggen at hver gang de satte bækkenet på plads, så holdt det max 2 dage for muskelspændingerne gjorde at jeg kompenserede og så hoppede lortet tilbage igen. Først da min kiropraktor begyndte at kombinere med akupunktur mod muskelspændingerne kom der fremgang, men så gik det også stærkt.

I starten af februar var bækkenet så stabilt at jeg kunne og turde begynde at genoptræne de nederste mavemuskler og rygmusklerne igen. I slutningen af februar blev jeg skannet igen og det viste sig at mit bækken nu var sat på plads, men desværre havde det ikke lukket sig. Jeg blev derudover oplyst om at man ikke anså det for muligt at det ville lukke sig på et senere tidspunkt. Så ville det have lukket sig under behandlingen. Med andre ord den forhøjede risiko for en lammelse er stadig til stede.
De gjorde det meget klart for mig/os at beslutningen om endnu en graviditet var naturligvis helt vores egen og de ville naturligvis hjælpe mig gennem graviditeten med sygemelding, aflastning m.v.

Men jeg tør sq ikke - jeg mener ikke at det er en risiko der er værd at løbe og jeg kan simpelthen ikke byde mine nærmeste (og en evt. ny baby) at jeg løber den risiko.

Jeg vil i stedet sætte fokus lidt anderledes og være om muligt endnu mere taknemlig for den skønne datter jeg allerede har. Hun er sund, rask, fræk som bare fanden og hvad mere kan man forlange?