Når der findes en første, så findes der også en sidste.
Jeg har i dag været på besøg hos mine-snart-forhenværende kollegaer... Jeg er jo desværre blevet opsagt med sidste arbejdsdag 31. marts. Men da jeg jo blev sygemeldt i midten af måneden, så har jeg jo ikke været der siden. Og jeg har heller ikke haft den store lyst til det.
Men computeren skulle jo afleveres så jeg tog mig sammen og tog afsted i dag. Det var rart nok lige at få sagt farvel til mine kollegaer og ligesom få det afsluttet på en nogenlunde OK (for mig) måde.
Derudover havde jeg også nogle småting jeg skulle hente (mere om en af dem senere).
Mine kollegaer havde fine blomster og en lille afskedsgave til mig.
Jeg har længe stået kigget på de hoptimister. Mest fordi jeg synes man bliver så glad af dem, men manden min er ikke til den slags nips/pynte ting. Så dem skal jeg nok blive glade for. De er måske lidt påskeagtige, så måske bytter jeg dem til nogle helårs, måske får de bare lov til at være som de er og så stå fremme hele året.
Der er ingen tvivl om at jeg har lært enormt meget af de 4½ år jeg nåede at være der (3½ hvis man trækker det år på barsel fra) og mest af alt har jeg lært hvem jeg er og hvor mine grænser går i forhold til hvad jeg kan holde til og vil være med til. Jeg har også lært en masse fagligt som jeg forhåbentlig kan tage med mig videre i et nyt job.
Nu er min tid slut og jeg har det faktisk ganske godt med det.
